|
 FDF-Lokalet
Da vi kom til Brede, havde FDF-arbejdet til huse i den konfirmandstue, som vi ikke ville bruge. Så de og deres førere kunne uhindret fortsætte arbejdet der..
Men der tonede jo et problem frem i horisonten. Hvad skulle der ske med arbejdet, når den gamle præstegård var solgt?
Skulle FDF-lokalet "flyttes med" ned til den nye præstegård på Kirkepladsen. Kunne det tænkes - som Anders Nicolaisen der var primus motor i arbejdet foreslog - at man byggede Præstegården ud med en kælder, som FDF kunne bruge?
Det sagde jeg nej til og menighedsrådet fulgte mig i det.
Imidlertid kom der en god løsning, da præstegården blev solgt til den selvejende institution "Brede Børnehave". FDF fik nemlig af bestyrelsen lov til at overtage og bruge sidebygningen med den gamle stald (hvor der var spiltov til heste og sti til gris samt hønsehus endnu). Her kunne man med frivillige især gamle FDF'ere's hjælp (her i blandt hjælpsomme håndværkere) indrette et udmærket mødelokale for FDF. En ordning der bestod til børnehaven nogle år senere selv ville bruge den sidebygning.
FDF Arbejdet
FDF var i en ret god gænge, da vi kom. Der var et godt lederteam, bl.a. bestående af Anders Boysen Jensen og korn- og foderstofhandler Didrik Jepsens datter, Kirsten og svigersøn Jens Erik Lehmann (hvem der var først ved jeg ikke, men Anders Boysen Jensen var der længst). Anders Nicolaisen havde, før vi kom, gjort et stort arbejde, men havde trukket sig i baggrunden, dog sad han stadig i bestyrelsen og ydede derigennem stor støtte både med praktisk bistand og åndelig opbakning, samt omkring det at holde økonomien i orden.
Efter FDF's vedtægter var der - ud fra korpsets ønske om lokal kirkelig forankring - også en form for symbolsk bestyrelsespost åben for stedets sognepræst, som jeg overtog efter provst Holdt. Men både Helene og jeg var uden forhåndskendskab til nogen form for spejderarbejde; vi havde aldrig haft berøring med det, og var ikke særligt personligt disponeret for at kaste os ud i det på et praktisk plan, men ville gerne bakke dets kirkelige tilhørsforhold op.
Anders Nicolaisen havde et stærkt ønske om at FDF skulle være forkyndende gennem sine unge ledere. Det kneb det med at leve op til, og jeg beredte ham nok en skuffelse, da vi i den nye præstegård (august 66) var værter for et dagligstuemøde for de unge førere, og jeg der sagde, at hvad angik det forkyndende arbejde - som jeg vidste de følte sig under pres af - skulle de ikke lade sig tynge af andres forventninger, men de kunne frimodigt bede et Fadervor ved møderne og så komme til kirke med børnene ved forskellige lejligheder. Det var vigtigere, at de gjorde et stykke godt "spejderarbejde".
Det var ikke svært at se på Nicolaisen, at det var en uventet. Han havde givet vis håbet på min opbakning til en afgjort forkyndende linie, men det pres på de unge ledere ville jeg ikke forstærke. De kom jo fra almindelige hjem hvor der herskede blufærdighed omkring det at det stå frem med et kristent budskab og jeg forstod deres forlegenhed. På en vis måde var FDF-arbejdet i Sønderjylland nok i de fleste sogne mere nationalt og folkekirkeligt bredt end just forkyndende set i forhold i det øvrige land og det burde efter min mening også gælde i Brede.
Min og Helenes deltagelse i det daglige FDF arbejde blev beskeden og lod nok også meget tilbage at ønske, set med Anders Nicolaisens øjne. Gennem årene deltog vi dog altid ved de traditionelle FDF-fester og forældreaftner, hvor jeg holdt tale.
Arbejdet gik dog efterhånden noget trægt fordi nogle gode ledere rejste fra byen uden der var voksne nok til at fylde tomrummet ud og det førte til, at arbejdet kom til at mangle frodighed, trods et par af de mere unges forsøg. Men især ramte det dybt, da lærer Ole Bødker og hans kone, Helen, samt lærerparret Keldsen, i denne periode startede et "gult" spejderkorps i byen.
Vi, der var i bestyrelsen, forsøgte forinden at overtale dem til at gå med i FDF, men de kunne ikke gå ind til noget, der havde selv spinkel tilknytning til det "kristelige". De gik derfor i gang med "de gule spejdere" omkring 1970 og fik en god start, men det kom naturligvis snart til at betyde en yderligere svækkelse af tilgangen af ledere til FDF, fordi et så lille samfund ikke kunne bære begge former for den slags ungdomsarbejde.
Men de gule spejdere sygnede desværre også ret snart hen, da Ole Bødker og hans familie flyttede til Tønder, hvor han blev lærer og en god kraft indenfor "de gule spejdere" der i byen og familien Keldsen omtrent på samme tid flyttede fra sognet til Fyn.
I de senere år kom der en dygtig lærerinde til byen, Ingrid Hansen, som tog FDF-arbejdet op på ny og fik det til at gå fint, bl.a. med opbakning fra unge forældre og vi så dem også jævnligt i kirken.
Andre må fortælle FDF's historie i Brede - der en tid havde et musikkorps - og skildre dets store betydning for ungdommen i Brede gennem en god årrække siden Genforeningen.
|
