1976. Biskop Dons Christensen og Jørgen Algreen ved indsættelses-gudstjenesten i Ribe Domkirke |
1991. Provstisekretær Bente Larsen på provstikontoret, der blev indrettet i præstegårdens soveværelse - et nyt blev indrettet ovenpå under taget mod øst - og her foregik provstisekretærens arbejde med journalisering af breve og (i de første år) revision af alle menighedsrådenes regnskaber |
Provst for Tønder Provsti
Provst Hans Petersen, som tog imod os og foretog indsættelsen i Brede i 1964, var i 1976 blevet syg og måtte gå af. En vinterdags morgen - under oliekrisen - anmeldte biskop Henrik Dons Christensen, Ribe, sin ankomst til en samtale. Det var en dag med flot sne overalt, og jeg havde lovet Hanne (11 år) og Karsten (15 år) en kælke-tur på den herlige bakke ved Nr. Løgum, og det fik vi ordnet om formiddagen. Jeg fik også en herlig tur nedad liggende på maven på kælken til børnenes jubel.
Om eftermiddagen kom Dons og fru Lisbeth - en ganske kort visit forsikrede de, så vi sad brødløse i den spare-kolde dagligstue - og de spurgte: "Kunne I tænke jer at blive provstefolk her i provstiet?"
Og det sagde vi ja tak til, dog ikke uden bæven hos os begge.
Men sådan blev det. Dengang var en provstestilling ikke noget man søgte om, den blev tilbudt af stiftets biskop, og Kirkeministeriet fulgte op med en udnævnelse. Den forelå snart til ikrafttræden 1. april 1976.
Det betød en ombygning af præstegården, så der kunne komme et provstikontor ind. Det skulle ske for sognets lånte penge af stiftsmidlerne.
Det blev besluttet at indrette kontoret i vores hidtidige soveværelse i husets yderste, østre ende og indbygge et nyt soveværelse med toilet under taget i den østre ende. Med trappe op i det lille gæsteværelse for enden af den lange gang i privat-delen.
Det blev med Velux-vinduer i taget. Et dejligt rum, loftet var træbeklædt, og det var hyggeligt, næsten sommerhusagtigt. Men på sommerdage kunne vi godt længes efter vort kølige soveværelse nedenunder, som var sol-beskyttet af det gode tagudhæng.
Det betød selvfølgelig et stort indgreb i den tid som før var helliget sognet alene, men jeg havde dog været i Brede så længe, at jeg kunne tage noget af min opmærksomhed fra Brede.
Men det tog også en del opmærksomhed, meget skulle læres, møder skulle holdes, syn foretages, gamle og nye præster vejledes og indsættes. Mange budgetter og regnskaber gennemgås.
Dertil kom at det nye arbejde også stjal mange tanker. Nu skulle jeg ikke mere blot bekymre mig indensogns om "Maren i kæret" men også udensogns om økonomien til et utæt blytag.
Men lidt hjælp fik jeg - efter få nogle års forløb - i form af en sekretær 4-6 timer ugentligt. Et job som til min afsked som provst blev bestridt af Bente Larsen, sparekassedirektør Helge Larsens kone, mens jeg allerede efter 3 måneder som provst blev udstyret med en hjælpepræst i grev Hans Schack, Møgeltønder. |