Ankomsten
Vi kom til Brede sogn i april 1964 fra en stilling som residerende kapellan i Frederikssund-Oppe-Sundby, hvor vi havde været i 3½ år. "Vi" betyder Karsten, 3 år, Helene, 31 år og Jørgen, 34 år.
Vi skulle - efter planen - bo kort tid i Brede sogns gamle præstegård, fra 1913, hvor den blev opført efter at den gamle stråtækte præstegård brændte. Den blev - efter krav fra kirkekonsistoriet i Kiel - bygget som en såkaldt "lazaret-præstegård" så den hurtigt kunne ændres til krigslazaret, om det blev nødvendigt. Det var en stor, klodset bygning på 400 kvadratmeter. Et skræmmende hus. Når man kom ind, stod man i en stor "hall", med mørkegrønne vægge og med sortmalede døre ud til husets midtergang, der var dimensioneret, så en hospitalsseng altid kunne dreje uhindret rundt og føres ind ad døren til en af stuerne, der lå "i ring" omkring gangen. Lys kom der kun ind i gangarealet gennem et stort vestvendt vindue ved trappen op til 1. sal, hvor en tilsvarende gang fandtes. Der var i alt 4 stuer nede, samt køkken og et lille toilet under trappen, mens der var 5 værelser oppe samt badeværelse.
Vi valgte fortrinsvis at bruge stueetagen, og badeværelset foroven. Soveværelse indrettede vi i provst Holts studerekammer, et dejligt rum med flisekakkelovn, og en rundbuet karnap med vindue til syd. Kontor fik jeg i "lillestuen" med adgang til "storstuen", alle 3 sydvendte også med store flotte, men upraktiske flisekakkelovne. Mellem vort soveværelse og mit lille "nye" kontor var et smalt rum med kirkebogsboxen og dør ud til en meget lille entre med en hoveddør, som næsten ingen brugte. Man gik ind ad "bagdøren" under vestvinduet.
Der var konfirmandstue i en sidefløj mod nordvest, med egen indgang og dør fra køkkenet.
Den valgte vi at lade stå ubrugt - til disposition for FDF, og lavede konfirmandstue i "nordstuen" med adgang fra gangen. Der var en jernkakkelovn. I øvrigt var der store, flytbare elvarme-ovne til rådighed og der var kraft-stik i alle stuer. Vi foretrak dog de gamle kakkelovne i den tid vi boede der. Det blev - mod planen - til 1½ år. Fra april 1964 til november 1965, hvor vi flyttede fra Brede over jernbanen ned til Bredebro, ind i den nybyggede præstegård på Kirkepladsen.
Flaget var hejst
Men da vi midt på dagen i vores lille Ford Anglia forud for flyttelæsset, den 2. april 1964 kørte op foran Brede præstegård, var flaget hejst på plænen foran, og inde i stuen, på et beskedent bord, stod en flot buket blomster til os. Det gjorde os godt, og lovede godt for et kommende samarbejde med Brede menighedsråd.
|