Hermed vil jeg slutte min beretning om vort liv og arbejde i Brede sogn gennem så mange år.
Det er blevet mest almindeligt at en præst og hans/hendes familie efter en 7 til 10 års forløb søger "nye græsgange".
Det har vi ikke gjort, blandt andet fordi vi - presset - på det nærmeste måtte give løfte til det menighedsråd der i 1964 ansatte os, om at blive længe, helst "tiden ud". Som det hidtil har været skik blandt Brede sogns præster, som de sagde.
Den præstetavle, der hænger i kirken og dækker tiden fra reformationen op til vore tid er da også påfaldende kort. Man blev i Brede!
Som vi altså også gjorde det. Sådan blev det naturligvis fordi vi var godt tilpas i Brede sogn, der gav vore børn gode opvækstbetingelser og vi fik venner og bekendte, vi var glade for.
Og jeg kunne gennem årene fungere som "familiepræst" for flere generationer, kunne genkende familietræk i de nye konfirmanders ansigter, fordi jeg havde (døbt), konfirmeret og viet deres forældre, og det mener jeg er en fordel og giver en tryghed, som kan opveje trangen til fornyelse i et sogn.
Tiderne er anderledes nu, man er ikke så bofast mere og føler ikke mere de gamle familiebånd som en fordel, men snarere som en hemsko, man gerne vil gøre sig fri af, så man kan få nye oplevelser og nye indtryk.
Men vi har valgt anderledes og det kunne vel gå i det, der blev "vores tid." |
