Renovering af modelskibet - 1995

Fra konservator Ove Andreasen, Odense har vi modtaget følgende beretning om en gennemgribende renovering af modelskibet, der blev foretaget i 1995.
En sådan beretning skal indsendes
til museet på Kronborg.
Til dette museum skal der iøvrigt sendes indberetning om nye kirkeskibe samt renovering af de eksisterende.

Odense, 25. april, 1995

Undertegnede har haft kirkeskibet Dagmar, Brede Kirke til restaurering.
Følgende arbejde er udført:

Modellen er renset og støvsuget, al den stående og løbende rigning er afvasket i 25% spritvand. Master og rundholter er afvasket i 3% ammoniumvand.
Rigningen er gennemgået , og al den itubrudte del er fornyet med nyt bomuldsgarn, slået på egen reberbane, farvet og vokset. Rigningen i øvrigt gennemgået for mørhed, og en del af rigningen er også her dels restaureret, dels udskiftet med nyt bomuldsgarn, ligeledes slået på reberbane, farvet og vokset.
Skroget er støvsuget og afrenset med pensel. Afvasket med 3% ammoniumvand. Al opstående har været ude for at få en omgang. Direkte skader er repareret, men ellers er maling og lakering retoucheret med blid hånd. Dækket havde en del fugtskader, så dette er retoucheret og lakeret helt op
Skroget havde for og agter nogle grimme fugtskader, samt begyndende råd. Der er gået i dybden, alt råddent er fjernet, derefter repareret med nyt træ og plastisk materiale. Der er på samme steder foretaget en bevarende imprægnering med base.
Skroget er derefter malet helt op igen. To nye lænseporte fremstillet i 1 mm messing, ny kæde ude ved bobstaget. Joller er repareret og retoucheret, ligeledes er buttelurstræberne og ankrene repareret og retoucherede.
Navnestanderen var bevaringsværdig. Den er vasket i mild sæbevand i hånden, og efter tørring hængt på plads igen.
Nyt lodsflag og Dannebrog fremstillet efter målene på de gamle flag .


Der er hermed foretaget en meget smuk restaurering, under hensyntagen til bevarelse af modellens udseende, samt skyldig respekt for modelbyggeren, Kaptajn C. B. Jensen's arbejde, samt hensynet til den kirke, hvori modellen hænger.
Garnet, som er brugt til rigningen er D.M.C. Hæklegarn fra Frankrig, maling er alt af fabrikat Humbrol.

Med venlig hilsen

Ove Andreasen